• Mette Frederiksen melding startede stor debat om danskernes pension – men hendes tale gjorde ingen klogere

    来源: BDK Borsnyt / 01 10月 2024 07:23:25   America/New_York

    Efter statsministerens åbningstale står ét centralt spørgsmål stadig ubesvaret tilbage. Hvornår giver Mette Frederiksen svar på, hvordan hun agter at skrue et nyt pensionssystem sammen? I sin tale nævner Mette Frederiksen blot, at »ændringer i pensionsalderen skal varsles i god tid, så danskerne ved, hvad de kan forholde sig til«. Men efter dagens tale er det stadig uklart, hvornår danskerne bliver klogere på, hvordan regeringen – og særligt Mette Frederiksen – ser fremtidens pension. Det bemærker Berlingskes politiske redaktør Chris Kjær Jessen også i en analyse af talen på Berlingske.dk. »Jeg tror mange havde ventet sig, at hun ville blive mere konkret på pension,« siger han og tilføjer: »Mette Frederiksen har selv åbnet for Pandoras æske ved at stille spørgsmålstegn ved stigende pensionsalder ud i fremtiden, men der er uenighed i regeringen, og Socialdemokratiet kan måske se en fordel i at holde spørgsmålet åbent frem mod næste valg. Jeg tror ikke, det holder i længden at være så ukonkret, som hun var i dag – særligt ikke hvis der er to år til næste valg.« Balladen udspringer af en politisk melding, som selvsamme statsminister gav i et interview med Berlingske i august. Systemet, som det er i dag, bygger op velfærdsaftalen fra 2006. En aftale, der ifølge Mette Frederiksen »har været – og er – helt afgørende for, at vi i Danmark har sunde, offentlige finanser«, som hun siger fra Folketingets talerstol. »Men velfærdsaftalen er snart 20 år gammel, og når pensionsalderen stiger til 70 år, så er det naturligt at se på, om der derefter skal være en anden mekanisme,« siger statsministeren og tilføjer: »En ændring af velfærdsaftalen har store konsekvenser for den enkelte og for samfundsøkonomien.« Den proces er regeringen nu ifølge statsministeren i gang med. Smed en »politisk bombe« Med sin udmelding på pensionsområdet udløste Mette Frederiksen det, der bliver beskrevet som en »politisk bombe«. I et interview med Berlingske løftede statsministeren for første gang sløret for Socialdemokratiets nye linje, der betyder at Socialdemokratiet ikke længere per automatik vil stemme for at forhøje pensionsalderen i samme takt som hidtil. Efter talen i dag er det dog fortsat uklart, hvordan regeringen – og særligt statsminister Mette Frederiksen – helt konkret ser fremtidens pensionssystem, og hvornår hun eventuelt har tænkt sig at uddybe det. Noget, som blå oppositionspolitikere også kritiserede i hårde vendinger allerede tilbage i august måned. Både Liberal Alliances erhvervsordfører, Pernille Vermund, og Konservatives leder, Mona Juul, har overfor Berlingske givet udtryk for, at der bliver gamblet med danskernes fremtid, når »ukonkrete åbninger« ikke bliver uddybet. Aftale kan falde på plads før valg I et interview med Fagbladet 3F har Mette Frederiksen åbnet for, at en aftale om fremtidens kattelem kan falde på plads inden næste folketingsvalg. »Det kan jo være, at det ender med, at vi kan lave en bred aftale omkring det allerede inden et valg, og det vil jo være det allerbedste,« sagde hun. Om det er noget, de folkevalgte politikere i Folketinget kan blive enige om, er Mette Frederiksen dog knap så sikker på, fortalte hun. I første omgang var hverken Venstre eller Moderaterne begejstrede for Mette Frederiksens pensionsidé. Venstre har foreslået at etablere en såkaldt arbejdslivskommission, mens udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har slået på tromme for, at aftalen bær ligger klar, før der igen bliver holdt folketingsvalg. https://www.berlingske.dk/politik/mette-frederiksen-melding-startede-stor-debat-om-danskernes-pension-men
分享